Politik og arbejdspladser
"Den nye afdeling skal samle sengepladser, som findes på de nuværende afdelinger i Vejle og Kolding. Der planlægges efter et foreløbigt skøn på ca. 98 senge og ca. 250 ansatte. Det svarer cirka til det nuværende antal sengepladser og ansatte på sengeafdelingerne de 2 steder. Så det forventes ikke på nuværende tidspunkt, at der skal nedlægges hverken senge eller arbejdspladser."
Svar fra Regionsyd på borgerspørgsmål angående antallet af ansatte på det kommende Psykiatrisk Hospital. 26. marts 2012
Beslutningsprocessen
Da Regionsyd i 2007 - med 21 stemmer mod 20 - besluttede sig for Kolding Sygehus som akutsygehus, var Vejle Byråd lamslået. Man havde ventet at valget ville falde på Vejle, og byrådet havde som forberedelse sat lokalplan 1005 i høring. I denne lokalplan måtte halvdelen af Haveforeningen Nordly i Grejsdalen vige for parkeringspladser og parkeringshus til Vejle Sygehus i den nye egenskab af akutsygehus.
Da Vejle så gik glip af akutsygehuset og dernæst fik lokalplanen underkendt af Naturklagenævnet var stemningen på nulpunktet. Som et plaster på såret valgte Regionsyd at placere det kommende Psykiatrisk Hospital i Vejle. På trods af Sundhedsstyrelsen, som anbefaler at man - især ved nybyggeri - bør lægge en psykiatrisk afdeling tæt på et AKUTsygehus.
Beslutningen om at vælge Kolding Sygehus til akutsygehus og samtidig placere et Psykiatrisk Hospital i Vejle, var altså 100% politisk og IKKE fagligt funderet. Derfor har debatten fra politisk side ikke været optaget af det bedst mulige for psykiatrien, men af spillet om arbejdspladser, og derfor blev området i Grejsdalen aldrig taget af opslagstavlen igen: Hvis der ikke skulle være parkeringspladser i Grejsdalen til et prestigefuldt Vejle Sygehus som akutsygehus, så kunne selve plasteret på såret - det nye psykiatriske hospital - i stedet placeres i Grejsdalen. Stadig uden faglig vurdering eller undersøgelse af andre muligheder.
Fra 2008 og frem til oktober 2011 havde embedsmænd i region og kommune arbejdet med Grejsdalen som eneste løsning uden at undersøge andre muligheder. Da Regionsyd i begyndelsen af oktober 2011 modtog et forslag til en alternativ placering på Lille Grundet, fik man travlt med at finde en begrundelse for at fastholde placeringen i Grejsdalen, og pludselig dukkede kravet om en fysisk sammenkobling op - i form af en tunnel.
Den første gang denne tunnel mellem Vejle Sygehus og det projekterede Psykiatrisk Hospital bliver nævnt, er d. 14. oktober 2011, få dage efter at Regionsyd modtog forslaget til en alternativ placering. I de mange hundrede sider som embedsmænd i region og kommune har skrevet om byggeriet i perioden mellem 2007 og oktober 2011, har tunnellen aldrig været nævnt eller antydet.
I regionens ansøgning til Indenrigsministeriet om deponeringsfritagelse, understreger de ligefrem at der ikke er nogen fysisk sammenkobling mellem Vejle Sygehus og det nye byggeri. Tunnellen er altså ikke baseret på en faglig beslutning, men er en ren politisk beslutning, fordi man dermed mener at kunne begrunde at man VIL placere byggeriet i Grejsdalen. Muligvis for at hægte sig på dalens omdømme som kultur-og naturperle.
Arbejdspladser og skatteborgere
Mange tal har svirret i luften, når arbejdspladserne på det ny Psykiatrisk Hospital omtales af politikerne, og i krisetider bliver selve ordet "Arbejdspladser" ofte en rambuk for politiske projekter som angiveligt skulle skabe arbejdspladser. Ofte uden at disse arbejdspladser skabes i praksis.
Som man ser af citatet øverst på siden, er tallet i øjeblikket 250 arbejdspladser. Men når byrådspolitikere "glæder sig over de 250 arbejdspladser", fremstilles det gerne som om der er tale om nye arbejdspladser i byen. Kendsgerningen er, at der slet ikke opstår nye arbejdspladser, men at nogle ansatte blot må køre lidt længere for at komme på arbejde.
I øvrigt ville man ikke gå glip af eventuelle arbejdspladser, hvis man valgte den bedre beliggenhed på Lille Grundet. Under alle omstændigheder bør politikerne i denne debat være ærlige omkring, hvad det reelle antal arbejdspladser egentlig er, og opveje det mod den ødelæggende effekt byggeriet har, hvis det placeres i Grejsdalen.
En meget væsentlig årsag til at prioritere arbejdspladser i den enkelte kommune er den skatteindtægt der følger. Derfor er det værd at bemærke, at op mod 50% af en veluddannet arbejdsstyrke bor i en anden kommune, end der hvor de arbejder. Samtidig gælder, at hvis en psykiatrisk sygeplejerske, som nu bor og arbejder i Kolding, fremover bliver nødt til at køre til Vejle, er der meget stor sandsynlighed for, at hun bliver boende i Kolding, pga. bolig, partners arbejde, børns skole og kammerater mv.
Da det samlede antal psykiatriske sengepladser i Regionsyd IKKE øges ved byggeriet, som oven i købet kalkulerer med besparelser pga stordrift, så er personalet allerede både ansat og etableret i trekantsområdet. "Flere arbejdspladser" er i denne sammenhæng politisk propaganda og IKKE en fagligt vurderet kendsgerning.
Nye (skatte)borgere
En af de ting der gør Vejle til et attraktivt sted at etablere sig som familie, er den helt særlige natur. Fjorden, skovene, ådalen og Grejsdalen løber helt ind i byen. Grejsdalens enestående karakter vil ændres væsentligt, hvis der placeres et større bygningskompleks der hvor dalen møder byen.
Det er ikke nødvendigt at lade frygten for tab af arbejdspladser ødelægge Grejsdalens kultur og natur. Både arbejdspladserne, Grejsdalen og Haveforeningen Nordly kan bevares, hvis man vælger en alternativ placering.
|